Nyhedsbrev
Dosisdispensering

Dosisdispensering

Hvad er dosisdispenseret medicin

  • Dosisdispenseret medicin er medicin pakket til den enkelte borger i engangsposer til 14 dage ad gangen (dosisrulle).
  • Hver pose indeholder medicin til et bestemt tidspunkt. På hver pose står borgerens CPR-nummer, navn, dato, tidspunkt for indtagelsen, samt hvilken medicin der er i posen.

Skibby Apotek får leveret dosisruller fast hver 14. dag fra Glostrup Dosispak, der pakker dem maskinelt for os. Herefter ekspederer vi dem, og gør dem klar til afhentning eller til levering efter aftale.

Hvad er fordelen ved dosisdispenseret medicin?

  • Medicinen er doseret og lige til at gå til
  • Større sikkerhed for korrekt indtagelse
  • Ingen overflødig medicin i medicinskabet
  • Medicinen bliver ikke for gammel
  • Udlevering af oversigt over medicinen i dosisrullen
  • Apoteket sikrer levering og recepternes fornyelse
  • Ved ferie eller lignende kan doserne tages med enkeltvis

Hvem kan have gavn af dosisdispensering?

  • Stabilt medicinerede borgere
  • Borgere, der får meget medicin
  • Borgere, der har problemer med at dosere medicinen, men selv kan administrere at tage medicinen
  • Borgere på plejehjem eller andre institutioner

Som udgangspunkt er man stabilt medicineret, hvis der ikke har været foretaget ændringer i ens medicin indenfor de seneste 3 måneder.

Dosisdispensering er ikke velegnet ved hyppige ændringer i medicinen eller ved hyppige hospitalsindlæggelser med efterfølgende ændringer i medicinen som konsekvens.

Hvilken medicin kan dosisdispenseres?

De fleste tabletter og kapsler kan dosisdispenseres. Apoteket kan fortælle dig om din nuværende medicin kan dosisdispenseres.

Hvad skal der betales for og hvordan?

Der pakkes som udgangspunkt den billigste tilsvarende medicin, og stykprisen ved dosispakket medicin er lidt lavere end for almindelig receptordineret medicin.

Der betales et fast gebyr til Glostrup Dosispak og Skibby Apotek, for henholdsvis pakning og ekspedition. Disse gebyrer er tilskudsberettigede fra sygesikringen. Har du helbredstillæg fra kommunen, får du også tilskud herfra.

Tilmelding til PBS ønskes, for at lette betalingen.

Opstart af dosisdispensering

Dosisdispensering skal oprettes efter receptordination fra lægen. Udover recepter fra lægen skal vi have en præcis startdato, for at vi kan sætte dosisdispenseringen i gang.

Er du dosiskunde på et andet apotek og skal starte dosisdispensering hos os, skal vi ligeledes have recepter fra lægen samt en præcis startdato. Når dette er på plads skal du afmelde dosisdispenseringen på dit nuværende apotek.

 

Kontakt apoteket for at få mere at vide

omkring dosisdispenseret medicin.

Spørg efter den, der har med dosisdispensering at gøre.

Dine oplysninger